Ry Kunstforenings logo

Billedet viser en munkesten fra Øm Kloster. På stenen er der før brændningen indridset en tegning af et langskib med høje stavne, mast med vimpel, rig og – vistnok – 14 par årer i søen. Det er et krigsfartøj af den type, som ledingsflåden anvendte i den tidlige middelalder.
Stenen er vanskelig at datere, men stammer snarest fra 1200-årene.

Allerede i middelalderen er stenen brudt i to stykker. Den venstre del blev anvendt som fyld i murkernen ved opførelsen af den sydligste bygning på klosterområdet. Her blev den fundet under arkæologiske udgravninger i 1923. Brudstykket udstillede man i klostermuseet i Øm. At det manglende del af stenen nogensinde skulle komme for dagen, kunne man ikke forvente.
Murbrokkerne på Øm tælles i hundredetusinder.

Stenen som den ser ud i virkeligheden Stenen kan ses ved et besøg på "Øm Kloster Museum"

Men miraklet skete i 1976. En ovn i klostergården var under udgravning. Ovnen havde et gulv af kasserede munkesten og brokker, da en af brokkerne blev taget op, viste det halve skibsbillede sig på stenens underside.
Det var udgravningens amerikanske deltager, John Kudlik, der blev opmærksom på, at de to stumper hørte sammen. Efter mere end et halvt årtusindes adskillelse er de nu genforenede, og munkestenen med skibsbilledet kan i sin helhed besigtiges på klostermuseet i Øm.

Den daværende museumskustode Holger Garner gav tilladelse til at benytte motivet til ”bomærke”, ligesom han gav tilladelse til, at Ry Kunstforening måtte benytte den af ham udarbejdede tegning af de to munkestensstykker med skibstegningen.

Daværende bestyrelsesmedlem i Ry Kunstforening, Lilian Kronborg farvelagde logoet omkring 1993. Logoet har været i brug siden 1978.