Ry Bibliotek
Broderi- Fisk i stimer
November og december 2023
Ry Kunstforening udstiller i samarbejde med Ry Menighedsråd 126 "Broderede fisk", der er en del af resultatet af et borgerprojekt i 2021 ved Københavns Domkirke med titlen: "Fisk i stimer."
Bag projektet står Lone P. Christensen fra "Vild med broderi", hvor 170 kvinder, mænd og børn i alderen 4-90 år fra hele Danmark har broderet de mange fisk, som et Corona projekt. Udgangspunktet er fisk, som et kristent symbol. Fiskene er fortolket på mange spændende, sjove og fine måder og broderet med forskellige stingtyper og udtryk, som har været anvendt helt tilbage fra 1700 tallet. Bogen: "Fisk i sting og stimer: en anderledes broderi- og fiskekogebog" kan købes på udstillingen.
Tandlægernes Hus, Ry
Mary Vestergaard
Oktober, november og december 2023
Marys Finurlige billeder
Mary Vestergaard fra Silkeborg fortæller: Jeg er 64 år og har et langt liv med børn i folkeskolen bag mig. I den forbindelse har linjefaget billedkunst været en vej ind i den billedverden, jeg nu beskæftiger mig med. Både med hensyn til det væld af verdener, der åbner sig, men også med børns blik for billeder og de samtaler, der følger. Det er noget af det bedste og sjoveste der findes. Så egentlig er den ikke længere end det. Jeg maler, klipper og sætter sammen til nye billeder. Så til jer der sidder og venter hos tandlægen: gå på opdagelse, se detaljer, finurligheder, skøre indfald, og alt det andet, der er at finde. Forhåbentlig synes du det er ligeså sjovt som mig - om ikke andet kan du gå ind til tandlægen med et smil om munden. God fornøjelse!
Ring (41137636) for køb. Priser mellem 800 og 2000 kr.
Mail: vestergaardmary@gmail.com
Ry Hallen
Sofie Skjødt
Juli, august og september 2023 - OBS Udstillingen er forlænget til udgangen af december
Billedkunstner Sofie Skjødt studerer på Århus Kunstakademi, og udstiller et udvalg af sine spændende akryl malerier. Hun har altid interesseret sig for kunst, farver og former, og bruger sin kreativitet indenfor maleri, tryk, fotokunst og skulptur.