Ry Kunstforenings 20. efterårsudstilling blev et tilløbsstykke.

Lørdag den 5. og søndag den 6. oktober afholdt Ry Kunstforening sin 20. efterårsudstilling. Også år i Festsalen på Ry Højskole.

I sin velkomsttale kom formand Anne Marie Bjørn Kristensen ind på, at det i år er 20. gang, at Ry Kunstforening har samlet kunstnere fra nær og fjerne for at kunne præsentere en unik og spændende udstilling.

I forbindelse med velkomsten blev der sunget årstidssange, der meget stemningsfuldt blev akkompagneret på flygel af Anton Emil Meldgaard, der også efter velkomsten sørgede for hyggemusik

Ca. 250 personer besøgte udstillingen der blev åbnet af borgmester i Skanderborg Kommune Frands Fischer.

I sin åbningstale takkede borgmesteren Ry Kunstforening for at medvirke til, at borgerne fik noget at samles om og hente inspiration i, og han kommenterede udstillingens spændvidde fra bl.a. malerier, træarbejde og bronze til smykker og drivtømmer.

De 3 store fotostater af Vilhelm Kyhn malerier indgik også i udstillingen, og de spillede fint op til og sammen med flere af de udstillede malerier.

De besøgende gav sig god tid til at studere de enkelte udstillede værker, få en snak med kunstnerne om ideer bag samt tilblivelse af værkerne, og mange sluttede af med kaffe og kage i cafeen.

En hyggelig og afslappet atmosfære, og de udstillede værker og opsætningen var med til at gøre efterårsudstillingen et 20-års jubilæum værdig.

Det udloddede værk på indgangsbilletten blev vundet af Hanne Post, Ry.