Ry Kunstforening afholdt den årlige efterårsudstilling på Ry Højskole i weekenden d. 5. og 6. oktober 2024.
Marianne Purup holdt åbningstalen lørdag, hvor der også var musik ved Gertrud og Povl Berg, Nr. Vissing.

Marianne Purup citerede i sin tale Pablo Picasso: "Formålet med kunst er at vaske dagligdagens støv af vores sjæl", og i teatersalen på Ry Højskole var der god mulighed for at blive "støvet af", hvilket 210 besøgende benyttede sig af. Det var en alsidig og flot udstilling med meget at kigge på og fordybe sig i, og med mulighed for at blive klogere på de udstillede værker, da mange af udstillerne var til stede begge dage. Ved indgangen havde "Insekterne kommer" holdt deres indtog, idet 5. klasses årgang fra Mølleskolen i billedkunst havde arbejdet med tusch, danskvand med brus og salt, og skabt nogle meget interessante værker, der også fangede de besøgendes opmærksomhed.

Stemningen var afslappet og hyggelig, og mange benyttede sig af muligheden for at nyde kaffe/te og kage ved cafébordene.
Følgende kunstnere deltog på udstillingen: Mari Dahl, Ry (maleri), Tanja Eijgendaal, Ry (maleri) og Anne Risum, Ry (maleri), Christina Monrad, Låsby (tusch/akvarel), Nanna Hansen, Silkeborg (grafik), Bolette Isager, Ry (sten), Gertrud Berg, Nr. Vissing (keramik), Lisbeth Gaardbo, Vrå (glas), Ann-Marie Møller, Egå (pil),  Inga Jørgensen, Horsens (læder), Dorrit Fribert, Resenbro (tekstil), Ellen Weber, Aarhus (tekstil), Henning V. Nielsen, Hjørring (træ), Jens Peter Kragh, Gl. Rye (foto), Lis Kristensen, Skanderborg (bronze) og Mølleskolen, Ry (særudstilling).