Ry Kunstforening deltog med to bidrag til Kulturdagen fredag d. 20. september:

Torvehallen i Ry blev forvandlet til et spændende malerværksted under overskriften "Mal en Jorn"
1. Ry Gruppe havde doneret gamle malerier, Colouritten havde udlånt staffelier og Ry Kunstforening stillede maling og kyndig inspiration til rådighed.
Ved start kl. 15 strømmede rigtig mange børn og voksne til Torvehallen. Begejstringen var stor hos alle, og de gamle malerier blev studeret omhyggelig inden udvælgelse og forvandling. Voksne malede alene, nogle børn gik sammen om at male, og børn og forældre malede sammen. Alle blev inspireret til nye værker ud fra det gamle motiv. Stemningen var i top. Snak og grin, og også dyb koncentration. Alle havde smil på læben og maleskraldeposer over tøjet.

Kunstforeningen samlede 85 deltagere til foredraget "Grib humoren i hverdagen" med afsæt i Dario Fo ved Brian Hansen fredag kl. 19.00 i Fælleskabets Hus.
Skuespiller, historiefortæller, komiker og foredragsholder Brian Hansen havde lovet at tage os med på en rejse gennem teaterhistorien, og det tragiske og det komiske.
Vi kom på en rejse, der blev grinet, vi blev udstillet og favnet, og alle overgav sig til fortællingerne om mødet med Dario Fo og hans hustru Franca Rame, om "Væveren" og besættelsen af gylden mammon, om "Soldaternes vej mod Himalaya" og om "De tre vise mænd", der på kameler var på vej mod Betlehemsstjernen. Svært at gengive, men Brians optræden og fortællekunst sad i kroppen længe efter.
En herlig aften, hvor lattermusklerne blev rørt, samtidig med at alle fik lidt at tænke over. Stor tak til Brian Hansen.